Den 16. pakke af EU-sanktioner mod Rusland blev formelt vedtaget af EU-Rådet den 24. februar 2025, hvilket samtidig markerer treårsdagen for Ruslands invasion af Ukraine. Pakken retter sig mod flere kritiske sektorer i den russiske økonomi, herunder energi, handel, transport, infrastruktur og finans. Pakken udvider blandt andet listen over produkter, der er omfattet af eksportforbud, og indfører samtidig et forbud mod import af primæraluminium fra Rusland. Desuden er yderligere sanktioner indført gennem tilføjelse af flere individer og virksomheder på indefrysningslisterne, samt tilføjelse af yderligere fartøjer til listen over dem, der er underlagt et adgangsforbud til EU-havne.