Søg Close search

HjemCOVID-19-opdatering: Foranstaltninger indført af patent- og varemærkemyndigheder

COVID-19-opdatering: Foranstaltninger indført af patent- og varemærkemyndigheder

18. marts 2020

På grund af COVID-19-udbruddet har patent- og varemærkemyndighederne og lokale afdelinger iværksat foranstaltninger for at sikre den fortsatte funktion og drift af de IP-retlige systemer. Idet størstedelen af patent- og varemærkemyndighedernes aktiviteter kan gennemføres hjemmefra/online, forventes effekten af COVID-19 generelt ikke at være betydelig. Ikke desto mindre kan de foranstaltninger, der er iværksat (f.eks. vedrørende frister og indleveringsformater) påvirke de virksomheder, der søger at beskytte og opretholde deres IP-rettigheder. I dette nyhedsbrev sætter vi fokus på de aktuelle foranstaltninger, der er iværksat af patent- og vare-mærkemyndighederne.

EU’s Kontor for Intellektuel Ejendomsret (“EUIPO”) har oplyst brugere om, at EUIPO fortsat modtager og behandler varemærke- og designansøgninger som sædvanligt. Samtidig har den administrerende direktør annonceret en beslutning om, at alle frister, der udløber mellem den 9. marts 2020 og den 30. april 2020 forlænges til den 1. maj 2020 (dvs. mandag, den 4. maj 2020). Medarbejdere hos EUIPO vil arbejde hjemmefra, og kontorerne vil være lukkede. Derfor er alle arrangementer ligeledes blevet udskudt og tilmeldte deltagere vil blive kontaktet med oplysninger herom.[1]

Den Europæiske Patentmyndigheds (“EPO”) seneste orientering om foranstaltninger i forbindelse med COVID-19 angiver, at EPOs medarbejdere er blevet beordret til at arbejde hjemmefra. I lyset af de afbrydelser, som skyldes COVID-19, forlænges frister der udløber den 15. marts 2020 eller derefter til den 17. april 2020. Mundtlige forhandlinger for Appelretten vil ikke blive gennemført i perioden fra den 16. marts til den 27. marts 2020. Parter omfattet heraf bør være blevet orienteret herom. Som udgangspunkt vil mundtlige forhandlinger for undersøgelses- og indsigelsesorganer finde sted som planlagt – kun forhandlinger, der involverer repræsentanter, som for nylig har besøgt ”højrisikoområder”, vil blive udsat eller blive afholdt via videokonference.

I en opdatering af 17. marts 2020 har World Intellectual Property Office (“WIPO”) meddelt, at deres hovedkvarter i Geneve er lukket og at deres ansatte arbejder hjemmefra. Alle arrangementer og møder planlagt af WIPO er blevet udsat. Opdateringen oplyser desuden, at behandlingen af ansøgninger indgivet gennem Global IP Services, PCT, Madrid System og Hague System ikke bliver påvirket.[2]

Mange nationale patent- og varemærkestyrelser har ligeledes indført særlige foranstaltninger i forbindelse med udbruddet af COVID-19. Eksempelvis har den italienske patent- og varemærkestyrelse besluttet at udsætte næsten alle officielle frister i perioden mellem den 9. marts og den 3. april 2020.

Den amerikanske patent- og varemærkestyrelse (“USPTO”) ændrer alle personlige møder til virtuelle møder, og USTPOs kontorer er lukkede for offentligheden fra den 16. marts 2020. Den 16. marts 2020 oplyste USPTO ligeledes, at de ikke vil opkræve ansøgningsgebyrer i visse situationer for klienter påvirket af COVID-19. Dog vil de øvrige lovgivningsmæssige krav og frister ikke blive påvirket. [3]

I Danmark arbejder medarbejderne i Patent og Varemærkestyrelsen hjemmefra indtil den 27. marts 2020, men Styrelsen har meddelt, at Styrelsen fungerer som normalt – hvilket betyder, at frister ikke vil blive udskudt. Der må dog forventes forsinkelser i forbindelse med modtagelse af ansøgninger og betaling.[3]

Gorrissen Federspiel følger udviklingen tæt for at kunne holde klienterne opdateret om situationen inden for IP-området.

 


Tilmeld dig vores nyheder

Tilmeld dig Gorrissen Federspiels nyhedsservice og få faglige nyheder og invitationer til arrangementer direkte i din indbakke.

Tak for din tilmelding

Du er allerede tilmeldt