For tredje gang topper Gorrissen Federspiel Kantar Sifo Prosperas markedsanalyse af den danske advokatbranche, hvor 203 virksomheder har vurderet de 10 største advokatfirmaer i Danmark.
I en ny analyse af de største danske advokatfirmaer fastholder Gorrissen Federspiel sin position som det førende advokatfirma. Markedsanalysen ”Prospera Tier 1 Law Firm Review 2022 Denmark” er foretaget af analysebureauet Kantar Sifo Prospera, hvor 203 virksomheder ud fra forskellige kriterier har vurderet advokatfirmaerne.
Det er tredje år i træk, at Gorrissen Federspiel i den samlede vurdering bliver kåret som det bedste advokatfirma.
”Jeg var stolt, da vi første gang blev kåret som det bedste firma, fordi det er danske virksomheder, herunder flere af vores klienter, som har vurderet os. Men jeg er endnu mere stolt i år, fordi vi igen har formået at fastholde denne position, hvilket vidner om, at vores strategiske fokus de seneste år har båret frugt. Vi er i benhård konkurrence med de andre advokatfirmaer hver eneste dag, så en topplacering skal man aldrig tage for givet, selvom vi selvfølgelig altid stræber efter at være de bedste,” siger Managing Partner, Martin André Dittmer.
Respondenterne i analysen har vurderet præstation og juridiske kompetencer på en række områder, og her ligger Gorrissen Federspiel blandt andet i top inden for M&A, Bank & Finans, Capital Markets & IPO, Proces, EU- og Konkurrenceret, Shipping & Transport, erhvervs- og selskabsret samt IT. Sammenlagt inden for alle juridiske områder bliver Gorrissen Federspiel også vurderet til at have de bedste juridiske kompetencer.
Virksomhederne har ligeledes vurderet advokatfirmaernes ”specialistkompetencer” og ”juridiske rådgivning” samt givet udtryk for ”villighed til at anbefale”. Også her ligger Gorrissen Federspiel øverst. Udover at være det mest anbefalelsesværdige firma, er afstanden til konkurrenterne også øget i forhold til villighed til at anbefale.
”En del af vores strategiske målsætning er at være den bedste arbejdsplads i branchen, så vi kan fastholde og tiltrække de dygtigste talenter til at yde rådgivning af højeste kvalitet til klienterne. Denne topplacering er en kæmpe cadeau til alle vores medarbejdere, der hver dag arbejder hårdt for at leve op til den tillid, klienterne viser os, når de vælger os som rådgiver til at bistå på de største og mest komplekse sager,” siger Martin André Dittmer.
Prospera Tier 1 Law Firm Review 2022 Denmark er en markedsanalyse, som bygger på dybdegående interviews med de største danske virksomheder. I dette års analyse har 203 danske virksomheder vurderet de ti største danske advokatfirmaer. Respondenterne har i løbet af året gjort brug af juridiske ydelser for mere end 1,5 mio. kroner. Derudover er der en yderligere segmentering i forhold til virksomheder, som har gjort brug af juridiske ydelser for mere end 6 mio. kroner.