Søg Close search

Et år som M&A-advokat hos Cravath

Med en LL.M. fra New York i baglommen var første skridt mod endnu et udlandsophold taget for advokat Kristina Bomholt Klem. Efter en mindre forsinkelse kunne hun i efteråret 2021 drage mod Cravath, Swaine & Moore i New York med et pitstop i London inden.

Godt et år senere end planlagt kunne advokat Kristina Bomholt Klem i oktober 2021 endelig tage hul på sin et-årige udstationering hos det anerkendte advokatfirma Cravath, Swaine & Moore som Foreign Associate Attorney.

Opholdet, der blev udsat ad flere omgange, skulle egentlig være startet på kontoret i New York. Men på grund af corona blev det i omvendt rækkefølge, så det i stedet blev et halvt år i London og dernæst et halvt år i New York. Kontoret i London fungerer som et satellitkontor med cirka 40 jurister, som primært arbejder med kapitalmarkedstransaktioner og gældsfinansiering. Halvdelen af kontorets jurister er udstationeret fra New York-kontoret som en del af deres træningsforløb, mens den anden halvdel er internationale profiler fra vidt forskellige steder som Tyskland, Libanon, Italien og Indien. Fælles for alle jurister er, at de har taget en NY Bar Exam.

”Det var virkelig sjovt at være tilbage på skolebænken, da jeg læste en LL.M. i New York, men jeg var fra begyndelsen opsat på at søge at supplere mit udlandsophold med erfaring fra et amerikansk kontor og prøve det af, jeg havde lært. Da muligheden bød sig for at blive udstationeret på et så velrenommeret kontor, var jeg derfor hurtig til at takke ja,” siger hun.

Mange forskellige tidszoner

Kristina Bomholt Klem er til daglig tilknyttet Corporate/Mergers & Acquisitions hos Gorrissen Federspiel, og hos Cravath sidder hun også i Corporate-afdelingen. Meget af arbejdet minder på mange måder om det arbejde, hun er vant til i Gorrissen Federspiel. Det hele er bare i en anden skala.

”For eksempel er jeg lige nu på en transaktion med en australsk klient, hvor vi bistår med overtagelse af et canadisk selskab, som er noteret i Canada. Cravath er involveret, fordi det canadiske selskab også er noteret på New York Stock Exchange i USA. Så det er meget internationalt og omfatter mange jurisdiktioner,” siger Kristina Bomholt Klem, der derfor også har oplevet, at det ikke er usædvanligt at have møder og kald på alle tidspunkter af døgnet, fordi de involverede alle sidder i forskellige tidszoner.

På udebane i starten

Skiftet fra en lille jurisdiktion til et amerikansk kontor, hvor alt bare er større, beskriver Kristina Bomholt Klem som ”super angstprovokerende”. Særligt fordi hun fra starten også er blevet behandlet som en del af teamet på lige fod med alle de andre faste associates.

”De brugte alle mulige forkortelser med henvisning til forskellige SEC-formularer og præcedensskabende domme, som jeg overhovedet ikke kendte, så på den måde følte jeg mig meget på udebane i starten. Men alle på kontoret er søde og hjælpsomme, og det er spændende at få et mere indgående kendskab til de amerikanske fondsbørsregler og indblik i arbejdsgangene på et så internationalt kontor,” siger hun.

Mange sociale arrangementer

Selvom det var meningen, at Kristina Bomholt Klem skulle være startet på hovedkontoret i New York, er hun i dag glad for, at opholdet begyndte i London, fordi det netop er et lille kontor, hvor man hurtigt lærer alle at kende. Og fordi alle er expats, rækker kollegaskabet også ud over det faglige, og der bliver også løbet en tur eller drukket en øl sammen i fritiden.

”Der er utrolig mange sociale arrangementer med udgangspunkt i kontoret. I morgen skal vi for eksempel mødes kl. 9.30 og spille squash i en time med en underviser. Kontoret gør virkelig meget for, at vi laver sociale ting sammen, så det er fedt at komme ind i det netværk og miljø,” siger hun.

Efter planen rykker Kristina Bomholt Klem til kontoret i New York til april. Når hun igen vender tilbage til Gorrissen Federspiel i løbet af efteråret 2022 blive det med en uvurderlig oplevelse i bagagen, håber hun.

”Det er en kæmpe fornøjelse at få mulighed for at arbejde for så internationalt et advokatkontor med så mange spændende kollegaer fra alle verdens hjørner og spændende klienter. Forhåbentlig kommer jeg hjem med en masse erfaringer og en styrket international profil og har fået et uvurderligt internationalt netværk,” siger hun.

Tilmeld dig vores nyheder

Tilmeld dig Gorrissen Federspiels nyhedsservice og få faglige nyheder og invitationer til arrangementer direkte i din indbakke.

Tak for din tilmelding

Du er allerede tilmeldt