Søg Close search

HjemJobPA til Fast ejendom

PA til Fast ejendom

Ansøgningsfrist: 4. juni 2023 København

Til vores afdeling for Fast Ejendom og entreprise i København søger vi en energisk, fleksibel og serviceminded PA, med tinglysningserfaring.

Bliv en del af en kompetent og succesfuld afdeling

I firmaets specialegruppe for Fast Ejendom og entreprise rådgiver vi om et bredt spektrum af sager, herunder

  • Ejendomstransaktioner
  • Alle aspekter af projektudvikling
  • Lejeret, både erhvervslejeret og boligret
  • Entreprise- og rådgiverret
  • Miljøsager
  • Rådgivning om planforhold
  • Udbud og salg af kommunale ejendomme
  • Landbrugsforhold og -overdragelser

Vores rådgivning varetages af dedikerede teams, som vi altid sikrer sammensat således, at teamet besidder den for sagens løsning relevante specialistviden og indsigt. Vi lægger vægt på, at den sagsansvarlige partner altid er ”hands-on”, og du vil derfor opleve et tæt samarbejde og sparring med såvel partnere som øvrige kolleger.

Det gælder også på tværs af firmaet, idet vi i relevant omfang inddrager andre specialegrupper.

Jobbet

Der er tale om en stilling, der primært indeholder tinglysning, men også PA opgaver. Du skal arbejde dels for en af partnerne i afdelingen, dels for afdelingens øvrige jurister.

Typiske opgaver vil eksempelvis være:

  • Tinglysning
  • Styring af partnerens kalender
  • Besvarelse af telefonopkald
  • Udarbejdelse/tilretning af præsentationer i PowerPoint
  • Korrekturlæsning og tilretning af dokumenter
  • Oprettelse af sager
  • Opdatering af sagerne, herunder journalisering elektronisk og fysisk, print og kopi af relevante mail og dokumenter
  • Afregning af sager
  • Anden administrativ hjælp til partner og jurister

Det er vigtigt, at du trives med meget forskelligartede opgaver, og at du uhindret kan skifte mellem opgaverne flere gange i løbet af dagen.

Administrativt talent med erfaring med tinglysning

Vi forestiller os, at du har solid erfaring enten som advokatsekretær eller som PA for ledere på topplan. Det kan dog også være, at du har en anden indgang til stillingen.

Det er desuden afgørende, at du har tinglysningserfaring og gode sproglige kvalifikationer, mundtligt og skriftligt, både på dansk og engelsk.

Det vigtigste er, at du har et godt administrativt talent, har let ved at bevare overblikket – og elsker at gøre en forskel ved at yde uovertruffen service. Du er positiv, ansvarlig, stabil, og ikke mindst struktureret med et skarpt blik for detaljer. Du håndterer ordensmæssige opgaver med lige så stort engagement som de mere udfordrende opgaver og sætter en ære i, at alle opgaver bliver løst korrekt.

Du har gode samarbejdsevner, deler gerne viden, og du har overskud til at hjælpe dine kolleger i spidsbelastningsperioder. Det motiverer dig at arbejde i et foranderligt og dynamisk miljø med mange forskellige opdragsgivere, hvor alle bidrager til at få tingene til at gå op i en højere enhed samtidig med, at vi har det sjovt.

Vi forventer, at du er rutineret bruger af Office-pakken, er god til at lave Power Point præsentationer, og samtidig kan lide at arbejde med tal og Excel.

Vi forventer at du kender til Minretssag.dk.

Vi tilbyder

Vi tilbyder en fuldtidsstilling i et attraktivt arbejdsmiljø med gode kolleger og en uformel og personlig omgangstone.

Om os

Hos Gorrissen Federspiel arbejder vi i fællesskab ud fra en vision om, at vi vil være et advokatfirma i en liga for sig. For os betyder det, at vi har de mest tilfredse klienter, som vælger os for vores dybe faglighed og vores ordentlighed. Det betyder også, at vi har de dygtigste og mest engagerede medarbejdere. Det er én af vores fornemmeste opgaver at tiltrække branchens bedste talenter og sikre optimale rammer for, at vores medarbejdere kan trives, udvikle sig og have et spændende og udfordrende arbejdsliv. Derfor er fleksibilitet, udvikling og balance centrale elementer i tilgangen til vores medarbejdere.

Læs mere om Gorrissen Federspiel som arbejdsplads på www.gorrissenfederspiel.com/karriere.

Kontakt og ansøgning

Der vil løbende blive indkaldt til samtaler, så upload snarest din ansøgning via linket nedenfor. Finder vi de rette kandidater, vil vi lukke stillingen inden deadline. Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Senior HR-konsulent Mette Thording på 33414141.

Alle, der har et talent, kan dygtiggøre sig hos Gorrissen Federspiel. Vi vurderer såvel nuværende som kommende medarbejdere på baggrund af deres kompetencer og skeler ikke til social baggrund, kultur, køn, etnicitet, religion, alder, hudfarve eller seksualitet. Vi har og ønsker en mangfoldig medarbejdersammensætning.

Gorrissen Federspiel er et af Danmarks største advokatfirmaer. Vi beskæftiger over 550 medarbejdere, heraf 320 jurister, og vi tilbyder rådgivning inden for alle erhvervsrelaterede områder. Som firma lægger vi vægt på kvalitet, etik, værdiskabelse, udsyn og holdånd. The extra mile har i mange år været et af vores slogans, og hos Gorrissen Federspiel gælder det både i forhold til klienter og kollegaer – vi vil være ’In a league of our own’.

 

 

Tilmeld dig vores nyheder

Tilmeld dig Gorrissen Federspiels nyhedsservice og få faglige nyheder og invitationer til arrangementer direkte i din indbakke.

Tak for din tilmelding

Du er allerede tilmeldt