Søg
Nyhedsbrevet omhandler et udvalg af de afgørelser og nyheder, der har været på det IP-retlige område i perioden fra den 16. juni 2020 til den 15. september 2020 inden for markedsføringsret, ophavsret samt varemærkeret.
Forbrugerombudsmanden har i en meddelelse af 18. juni 2020 taget stilling til en sag, hvor ni virksomheder havde sendt gratis skønhedsprodukter, makeup-produkter og smykker mv. til en 13-årig med henblik på at få omtalt produkterne og/eller virksomhederne på den 13-åriges personlige profil på et socialt medie.
Forbrugerombudsmanden vurderede, at markedsføring via børns profiler på de sociale medier er i strid med markedsføringsloven. Forbrugerombudsmanden lagde bl.a. vægt på, at virksomheder – ifølge forarbejderne til markedsføringsloven – bør være tilbageholdende med at benytte børn i deres markedsføring, og at markedsføring rettet mod børn skal tage særligt hensyn til børns naturlige godtroenhed og manglende kritiske sans, som gør børn lettere at påvirke og nemmere at præge.
Virksomhederne har alle meddelt Forbrugerombudsmanden, at deres markedsføringspraksis er ændret, således at virksomhederne ikke længere vil anvende børns personlige profiler på sociale medier til markedsføring af deres produkter.
Læs hele nyheden her.
Forbrugerombudsmanden oplyser i en meddelelse af 25. juni 2020, at energiselskabet ”Velkommen” for anden gang inden for et år er blevet politianmeldt for ulovligt telefonsalg. Endvidere har Forbrugerombudsmanden politianmeldt fire virksomheder, der fungerede som leadmægler, leadvirksomhed og/eller callcenter, for medvirken til ulovligt telefonsalg.
Velkommen politianmeldes for at have foretaget ulovlige opkald til 128 forbrugere og for at have vildledt 91 forbrugere under telefonsamtalerne. Sagen er den mest omfangsrige sag om telefonsalg til dato.
Ifølge forbrugeraftalelovens § 4, stk. 1, er det ulovligt for erhvervsdrivende (med enkelte undtagelser) at kontakte forbrugere telefonisk med henblik på afsætning af varer, medmindre forbrugeren forudgående har anmodet den erhvervsdrivende herom. Endvidere må den erhvervsdrivendes handelspraksis ikke indeholde urigtige oplysninger eller være vildledende, jf. markedsføringslovens § 5, stk. 1 og § 6, stk. 1, sammenholdt med § 8.
Forbrugerombudsmanden vurderede, at Velkommen samt de øvrige virksomheder havde vildledt forbrugerne groft ved bl.a. at præsentere sig som værende en uvildig eller offentlig analysevirksomhed, ved at udgive sig for at være forbrugerens tidligere eller nuværende energiselskab og ved at give forbrugerne urigtige oplysninger om bl.a. forbrugernes energiselskab, besparelser og udgifter.
På baggrund heraf udtalte Forbrugerombudsmanden, at forbrugere ikke er bundet af eventuelle aftaler med Velkommen, hvis forbrugerne ikke har givet gyldigt samtykke til at blive ringet op.
Læs hele nyheden her.
Tidligere i år politianmeldte Forbrugerombudsmanden Fibia A/S for i samarbejde med Lolland, Kalundborg og Odsherred Kommune at sende breve via e-boks til 9.646 borgere. I brevene blev modtagerne opfordret til at bestille fibernet fra Fibia A/S, hvilket Forbrugerombudsmanden vurderede var i strid med spamforbuddet i markedsføringslovens § 10, stk. 1.
Forbrugerombudsmanden vurderede, at brevene var sendt på vegne af Fibia A/S, og på Fibia A/S’ initiativ, hvorfor Forbrugerombudsmanden anmeldte selskabet til politiet. Sagen blev afsluttet med, at selskabet betalte en udenretlig bøde på 964.600 kr.
Forbrugerombudsmanden bemærkede, at kommunerne ikke blev politianmeldt, da kommunerne handlede ud fra et samfundsmæssigt hensyn, og da vurderingen af, om brevene var sendt i strid med kommunalfuldmagten, hørte under Ankestyrelsens kompetence.
Læs hele nyheden her.
Forbrugerombudsmanden har i en forhåndsbesked af 21. juli 2020 taget stilling til en sag, hvor en virksomhed ville markedsføre sig via LinkedIn ved at vise reklamer i brugeres indbakke gennem annonceformen ”Conversation Ads”.
Conversation Ads er reklamer, der bliver vist i den enkelte brugers indbakke, og som fremstår som privatbeskeder, dog markeret som sponsoreret. Annoncøren vælger en specifik målgruppe, men annoncøren ved ikke, hvem de enkelte modtagere i målgruppen er.
Forbrugerombudsmanden vurderede, at Conversation Ads er at anse for elektronisk post, og markedsføring via Conversation Ads er derfor omfattet af spamforbuddet i markedsføringslovens § 10, stk. 1. Markedsføring via Conversation Ads må derfor kun sendes til modtagere, der har givet forudgående samtykke hertil.
Læs hele nyheden her.
Forbrugerombudsmanden har i en forhåndsbesked af 24. juli 2020 taget stilling til gyldigheden af et samtykke, hvor en virksomhed påtænkte at oprette en nyhedstjeneste, der betingede fremsendelsen af nyhedsartikler med et samtykke fra forbrugeren til at modtage markedsføring fra tredjeparter.
Ifølge markedsføringslovens § 2, nr. 14, skal et samtykke til at modtage markedsføring være frivilligt, specificeret, informeret og utvetydigt.
Forbrugerombudsmanden lagde vægt på, at nyhedsartiklerne ville have en ikke ubetydelig økonomisk værdi for potentielle abonnementer, og at ”betalingen” for nyhedsartiklerne var samtykke til at modtage markedsføring fra tredjeparter. På baggrund heraf fandt Forbrugerombudsmanden, at et sådant samtykke ville være ufrivilligt givet og derfor ugyldigt. Forbrugerombudsmanden bemærkede, at hvis virksomheden gjorde det muligt for forbrugerne at vælge mellem enten at betale for adgangen til nyhederne uden samtidigt at give samtykke til markedsføring, eller at give samtykke til at modtage markedsføring for at få adgang til nyhederne, ville samtykket være givet frivilligt.
Læs hele nyheden her.
Sø- og Handelsretten afsagde den 12. august 2020 dom i sagen BS-3143/2019-SHR mellem Depeche & Co. A/S (”Depeche”) og Dixie ApS (”Dixie”). Sagen angik, om Dixie havde krænket Depeches rettigheder efter forordning nr. 6/2002 om EF-design (”designforordningen”) og markedsføringsloven ved markedsføring og salg af fem tasker.
Sø- og Handelsretten fandt, at fire ud af fem af Depeches tasker var sammensat af allerede kendte designelementer, men på en sådan ny og individuel måde, at taskerne nød beskyttelse mod kopiering efter artikel 10 og artikel 19, stk. 2 i designforordningen vedrørende ikke-registrerede EF-designs og markedsføringslovens § 3. Efter en samlet vurdering fandt Sø- og Handelsretten dog, at Dixies tasker adskilte sig designmæssigt fra Depeches tasker på en sådan måde, at der ikke forelå en krænkelse af Depeches rettigheder. Sø- og Handelsretten frifandt derfor Dixie.
Læs hele dommen her.
Forbrugerombudsmanden har i en forhåndsbesked af 13. august 2020 vurderet, at markedsføringslovens § 11 b ville blive overtrådt, hvis et logo for en bank og et logo for en spiludbyder blev markedsført samtidigt på et sportsholds træningstøj, på en pressevæg, eller hvis det ene logo blev markedsført på tøjet, mens det andet logo samtidigt blev markedsført synligt på pressevæggen.
Ifølge markedsføringslovens § 11b, der trådte i kraft den 1. juli 2020, er enhver markedsføring af forbrugslånsvirksomheder og kreditaftaler til forbrugere i forbindelse med markedsføring af spil eller spiludbydere forbudt. Af bemærkningerne i lovforarbejderne til bestemmelsen fremgår det dog, at forbuddet – under visse omstændigheder – ikke omfatter forbrugslånsvirksomheders sponsorering af sportsklubber og lignende.
Forbrugerombudsmanden antog, at banken udbød forbrugerkreditaftaler og derfor var en forbrugslånsvirksomhed omfattet af forbuddet i § 11 b, stk. 1. Endvidere var Forbrugerombudsmanden af den opfattelse, at bemærkningerne i lovforarbejderne til bestemmelsen alene præciserer, at sponsorering fortsat kan ske, forudsat at markedsføringen af henholdsvis forbrugslånsvirksomheder og spiludbydere og deres produkter ikke sker i forbindelse med hinanden.
Læs hele nyheden her.
Forbrugerombudsmanden har den 19. august 2020 udsendt en pressemeddelelse om retningslinjer for, hvornår et el-produkt må markedsføres som ”grønt” og ”klimavenligt”.
Retningslinjerne er udmøntet i en ny mærkningsordning, der trådte i kraft den 1. september 2020, og som er udarbejdet af Forbrugerombudsmanden i samarbejde med en række branche- og interesseorganisation. Mærkningsordningen har til formål at gøre det mere gennemskueligt for forbrugere, hvad udsagnene ”grønt” og ”klimavenligt” dækker over i forbindelse med markedsføring af el-produkter.
Konkret indeholder den nye mærkningsordning to kategorier. Den ene kategori – symboliseret ved ét grønt blad – er til el-leverandører, der leverer strøm baseret på 100 procent vedvarende energi. Mens den anden kategori – symboliseret ved to grønne blade – er til el-leverandører, der leverer strøm baseret på 100 procent vedvarende energi, og samtidig har gennemført andre klimatiltag, som begrænser udledningen af drivhusgasser.
El-leverandører skal opfylde en række dokumentationskrav, hvis deres el-produkter skal markedsføres under den nye mærkningsordning. Navnlig skal der fremlægges en oprindelsesgaranti, hvor el-leverandøren indestår for, at den strøm, som el-leverandøren køber fra vedvarende energikilder, svarer til det forbrug, som selskabets kunder har på aftaler om klimaprodukter.
Læs hele nyheden her.
Forbrugerombudsmanden har i en forhåndsbesked af 7. september 2019 vurderet, at markedsføringslovens § 11 b vil blive overtrådt, hvis forbrugslånsvirksomheder/forbrugerkreditaftaler markedsføres i forbindelse med en sportsligas navn eller logo på sportstrøjer, kampbolde, tv-billeder fra kampene eller på sportsklubbernes hjemmesider, når sportsligaen markedsfører en spiludbyder ved at kalde sig spiludbyderens navn.
Ifølge markedsføringslovens § 11b, der trådte i kraft den 1. juli 2020, er enhver markedsføring af forbrugslånsvirksomheder og kreditaftaler til forbrugere i forbindelse med markedsføring af spil eller spiludbydere forbudt.
Forbrugerombudsmanden lagde til grund, at ligaens navn var markedsføring af en spiludbyder. Dermed vil enhver markedsføring af forbrugslånsvirksomheder/forbrugerkreditaftaler i forbindelse hermed være i strid med forbuddet i markedsføringslovens § 11b. Ved fortolkningen af begrebet ”i forbindelse med” lagde Forbrugerombudsmanden vægt på, at annoncering for forbrugslånsvirksomheder og spiludbydere og deres produkter ifølge forarbejderne til bestemmelsen ikke må vises på samme side eller to sider, der kan ses samtidigt af læseren. Forbrugerombudsmanden lagde endvidere vægt på, at det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at forbuddet – for så vidt angår tv-programmer – også kan omfatte markedsføring over et vist tidsinterval, f.eks. i reklameblokke eller i flere programmer med indbyrdes sammenhæng.
Læs hele nyheden her.
EU-Domstolen afsagde den 9. juli 2020 dom i sagen C-264/19 mellem Constantin Film Verleih GmbH (”Constantin”) og YouTube LLC m.fl. (”Youtube m.fl.”). Sagen angik fortolkningen af artikel 8, stk. 2, litra a, i direktiv 2004/48 om håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder, og rækkevidden af begrebet ”adresse”, hvad angår en bruger, der har uploadet filer, som krænker en intellektuel ejendomsrettighed, og om dette begreb omfatter denne brugers e-mailadresse og telefonnummer samt den IP-adresse, som er blevet anvendt til at uploade disse filer, eller den IP-adresse, som er blevet anvendt ved brugerens seneste adgang til sin brugerkonto.
I nærværende sag havde brugere af Youtube-platformen krænket Constantins rettigheder til filmværkerne ”Parker” og ”Scary Movie 5” ved upload af filmene på webstedet www.youtube.com uden Constantins samtykke. Constantin krævede på baggrund heraf en række oplysninger udleveret af Youtube m.fl., herunder oplysninger om brugernes e-mail adresser, telefonnumre og IP-adresser.
EU-Domstolen fandt ikke, at begrebet ”adresse” omfatter oplysninger om e-mail adresser, telefonnumre og IP-adresser. EU-Domstolen bemærkede dog, at medlemsstaterne har mulighed for at fastætte en sådan pligt i national ret, forudsat at der sikres en rimelig balance mellem de forskellige, foreliggende grundlæggende rettigheder, og at de andre almindelige EU-retlige principper, som f.eks. proportionalitetsprincippet, overholdes. Youtube m.fl. har derfor ikke pligt til at udlevere sådanne oplysninger om deres brugere til indehavere af intellektuelle ejendomsrettigheder i forbindelse med immaterielle krænkelsessager, medmindre en sådan pligt følger af national ret.
Læs hele dommen her.
Sø- og Handelsretten afsagde den 24. august 2020 kendelse i sagen BS-16630/2020-SHR mellem Zhuhai Runwin Electric Co., Ltd (”Runwin”) og Schou Company A/S (”Schou”). Sagen angik, om betingelserne for at nedlægge et midlertidigt forbud mod, at Schou solgte og markedsførte en bestemt el-terrassevarmer, var opfyldt.
Sø- og Handelsretten fandt det ikke sandsynliggjort, at Runwins el-terrassevarmer var beskyttet efter ophavsretslovens § 1. Derimod fandt Sø- og Handelsretten det sandsynliggjort, at Runwin kunne håndhæve en beskyttet ret til et registreret EF-design. Sø- og Handelsretten fandt det dog ikke bevist, at Schou havde krænket Runwins rettigheder efter forordning nr. 6/2002 om EF-design og markedsføringsloven, hvorfor Sø- og Handelsretten afviste at nedlægge et forbud. Sø- og Handelsretten lagde bl.a. vægt på, at el-terrassevarmerens designelementer i overvejende grad var funktionsbestemte, og beskyttelsesomfanget derfor var snævert.
Læs hele kendelsen her.
EU-Domstolen afsagde den 8. september 2020 dom i sagen C-265/19 mellem Recorded Artists Actors Performers Ltd (”RAAP”) og Phonographic Performance (Ireland) Ltd m.fl. (”PPI m.fl.”). Sagen angik navnlig fortolkningen af artikel 8, stk. 2 i direktiv 2006/115 om udlejnings- og udlånsrettigheder samt om visse andre ophavsretsbeslægtede rettigheder i forbindelse med intellektuel ejendomsret, herunder rækkevidden af udøvende kunstneres ret til et rimeligt vederlag for deres bidrag ved fremførelse af fonogrammer.
I nærværende sag havde RAAP og PPI indgået en aftale om, hvordan betaling skulle ske til udøvende kunstnere, når der i Irland afspilles musik offentligt. Parterne var imidlertid uenige om, hvordan der skulle ske betaling, hvis den udøvende kunstner var statsborger i et tredjeland. Ifølge irsk lovgivning havde udøvende kunstnere, der ikke er statsborgere eller har bopæl i et EØS-land, ikke ret til at modtage vederlag for afspilninger i Irland.
EU-Domstolen fandt, at artikel 8, stk. 2 i direktiv 2006/115 er til hinder for, at en medlemsstat i forbindelse med gennemførelsen i sin nationale lovgivning af det i bestemmelsen indeholdte udtryk ”udøvende kunstnere”, der henviser til de kunstnere, som har ret til en del af det deri omhandlede rimelige, samlede vederlag, ikke lader dette udtryk omfatte de kunstnere, der er statsborgere i tredjelande uden for EØS, dog med undtagelse af de kunstnere, der har bopæl eller ophold i EØS, og de kunstnere, der har bidraget til det fonogram, som er blevet optaget i EØS.
Endvidere fandt EU-Domstolen, at dette princip må gælde henset til EU-rettens nuværende udviklingstrin, selvom det pågældende tredjeland ikke indrømmer samme rettigheder til udøvende kunstnere i Europa.
Endeligt fandt EU-Domstolen, at det er uforenligt med EU-retten at fastsætte national lovgivning, hvor retten til et rimeligt, samlet vederlag begrænses til, at den pågældende fonogramfremstiller modtager vederlag, uden at dette vederlag deles med den udøvende kunstner, der har bidraget til dette fonogram.
Læs hele kendelsen her.
Sø- og Handelsretten afsagde den 25. juni 2020 kendelse i sagen BS-58160/2019-SHR mellem Interflora Danmark A/S (”Interflora”) og Abella Blomster v/Jeanette Rasmussen (”Abella Blomster”). Sagen angik, om Abella Blomster indirekte gjorde brug af ordmærket ”Interflora” ved, at Abella Blomsters annonce blev vist på Google ved søgning på en kombination af ”interflora” og forskellige generiske søgeord registreret som Google Ads af Abella Blomster.
Sø- og Handelsretten fandt det godtgjort, at Abella Blomster blev vist ved søgninger som eksempelvis ”send blomster interflora” og ”interflora blomster”. Ifølge Sø- og Handelsretten kunne dette dog ikke sidestilles med brug af ”interflora” som søgeord.
Sø- og Handelsretten fandt derfor ikke, at Abella Blomster havde krænket Interfloras rettigheder efter varemærkeloven og markedsføringsloven. Endvidere fandt Sø- og Handelsretten ikke grundlag for at påbyde Abella Blomster at angive ”interflora” som negativt søgeord i Google Ads, således at Abella Blomster ikke fremadrettet ville blive vist ved søgninger på ”interflora” i kombination med forskellige, generiske søgeord registreret som Google Ads af Abella Blomster.
Læs hele kendelsen her.
EU-Domstolen afsagde den 2. juli 2020 dom i sagen C-684/19 mellem mk advokaten GbR (”mk advokaten”) og MBK Rechtsanwälte GbR (”MBK Rechtsanwälte”). Sagen angik fortolkningen af artikel 5 i direktiv 2008/95 (direktivet er nu ophævet og erstattet, men indholdet af bestemmelsen er i det væsentlige gengivet i artikel 10 i direktiv 2015/2436), herunder om en person, som handler erhvervsmæssigt og på en hjemmeside placerer en annonce, der krænker en andens varemærke, gør brug af et tegn, der er identisk med dette varemærke, når udbydere af andre hjemmesider på eget initiativ og i eget navn gengiver samme annonce ved på disse andre hjemmesider at gøre annoncen tilgængelig online.
Parterne var begge hjemmehørende i Tyskland, og MBK Rechtsanwälte havde registeret det tyske varemærke ”MBK Rechtsanwälte” for juridiske tjenesteydelser. Mk advokaten begyndte efter registreringen at drive advokatvirksomhed under navnet mbk rechtsanwälte, hvilket Landgericht Düsseldorf (den regionale ret i første instans i Düsseldorf) nedlagde forbud imod. Det viste sig efterfølgende, at der ved Google-søgning på ”MBK Rechtsanwälte” blev vist flere hjemmesider med annoncer for mk advokatens juridiske tjenesteydelser. Annoncerne var imidlertid ikke foranlediget af mk advokaten selv.
EU-Domstolen fandt ikke, at mk advokaten gjorde brug af MBK Rechtsanwältes varemærke, idet den forsatte gengivelse af annoncer blev foretaget af udbydere af hjemmesider, som mk advokaten hverken havde et direkte eller indirekte forhold til, og som ikke handlede efter opdrag fra mk advokaten og for dennes regning, men på eget initiativ og i eget navn. EU-Domstolen bemærkede, at dette ikke berører MBK Rechtsanwältes mulighed for at kræve, at mk advokaten betaler en godtgørelse for eventuelle økonomiske fordele i henhold til national ret, eller MBK Rechtsanwältes mulighed for at anlægge sag mod udbyderne af de omhandlede hjemmesider.
Læs hele dommen her.