Søg Close search

HjemHjemKarriereAdvokat

Bliv klogere på arbejdet som advokat

Du former din egen karrierevej hos Gorrissen Federspiel

Som advokat hos os samarbejder du med klienter og kolleger på tværs af kulturelle, juridiske og geografiske grænser. Du udvikler dig i et dynamisk og inspirerende arbejdsmiljø, hvor holdånden præger kulturen, og hvor vi prioriterer din udvikling.

I dine første år som advokat tilrettelægger du din karriereudvikling i dialog med din counsellor, og du vil herefter være i løbende dialog om dine udviklingsønsker og ambitioner. Karriereudvikling, performance og trivsel er ikke kun en årlig snak, men noget vi prioriterer højt. Vi afholder kvartalsvise tjek-ins som en del af opfølgningen. I løbet af din karriere vil du få tilbudt udviklingsmuligheder. Det gælder både kurser i præsentationsteknik og forhandlingsteknik men også forløb i ledelse, salg og forretningsforståelse. Det er også muligt at få individuelle coaching- sessioner.

Unik mulighed for international erfaring

Som en del af din udvikling lægger vi også stor vægt på at forbedre dine internationale kompetencer. I et typisk forløb inden for de første 1-5 år af din karriere hos Gorrissen Federspiel har du mulighed for enten at tage en efteruddannelse ved et udenlandsk universitet (LL.M.) eller at blive udstationeret i et internationalt advokatfirma. Du kan også styrke din kommercielle indsigt og forståelse for klienternes udfordringer gennem en kortere eller længere udstationering hos en af vores klienter.

En karrierevej, der matcher dine drømme

Der er flere veje til et godt og spændende arbejdsliv, og det er muligt – alt afhængig af din livssituation – at tilrettelægge dels fremdriften af karrieren og dels selve karrierevejen i det tempo, der passer bedst til dig. Der er mulighed for flere forskellige karriereveje og udviklingsmuligheder, og du kan vælge det, der passer bedst til dine ambitioner.

Din videre karriere kan føre til ansættelse som managing counsel eller practice area counsel eller til partnerskab. Du kan også vælge at fortsætte som advokat på almindelig vis. En ansættelse som managing counsel/practice area counsel kræver, at du er exceptionelt dygtig og har en unik faglig profil, og at du har et ønske om at levere en stor og engageret indsats i alle sammenhænge. Vi har ikke et egentligt partnerprogram, for vi tror på, at det er individuelt, hvad der skal til for at nå derhen. Nogle skal udvikles inden for ledelse, nogle inden for forretningsudvikling, mens andre har et helt tredje behov.

I fællesskab finder vi den karrierevej, der passer dig.

Chastine Elisa Christensen, advokat, Proces

Det lå ikke i kortene at Chastine skulle være procesadvokat. Men en nysgerrighed for advokathåndværket fik hende alligevel til at søge ind i procesafdelingen, da hun startede som advokatfuldmægtig i Gorrissen Federspiel. Det har hun bestemt ikke fortrudt.

 

CEC employee portrait cropped

Jeg er advokat i vores procesafdeling, hvor jeg beskæftiger mig med forberedelse og gennemførelse af store og komplekse rets- og voldgiftssager. En af de ting, som jeg synes er enormt spændende i mit arbejde som procesadvokat, er, at man får en stor berøringsflade med forskellige retsområder, fordi det ikke er et specialeområde i klassisk forstand.

Det lå ikke i kortene, at jeg skulle være procesadvokat. Men det var vigtigt for mig at få erfaring med advokathåndværket, og derfor søgte jeg ind i procesafdelingen, da jeg skiftede stud.jur.-titlen ud med advokatfuldmægtig. Jeg blev fuldstændig bidt af arbejdet med forberedelse af retssager, som jeg ellers havde tænkt var lidt langtrukkent og krævede mere tålmodighed, end jeg har fra naturens side – men det er det langt fra.

Sagerne ligner sjældent hinanden, og jeg har været med til at føre sager om alt fra boreplatforme, til IT-systemer, køb og salg af virksomheder, børsretlige forhold, forsikringssager og meget mere. Det betyder også, at jeg får mulighed for at arbejde sammen med mennesker med vidt forskellige baggrunde og kvalifikationer, og det inspirerer mig meget i min hverdag.

Selve arbejdet varierer meget. Alt afhængig af hvor vi er i sagens forløb, bruges dagene på at udarbejde processkrifter om forskellige problemstillinger, tale med vidner og eksperter eller rådgive om alle aspekter af sagen. Hvis vi er midt i en hovedforhandling, involverer det selvfølgelig at gå i retten.

På grund af sagernes størrelse arbejder vi oftest i større teams, og netop samarbejdet med mine kollegaer og den særlige holdånd er noget, som jeg sætter stor pris på i hverdagen.

Tilmeld dig vores nyheder

Tilmeld dig Gorrissen Federspiels nyhedsservice og få faglige nyheder og invitationer til arrangementer direkte i din indbakke.

Tak for din tilmelding

Du er allerede tilmeldt